TEKSTILSPILD og modkultur

Beklædningsindustrien regnes for en af de mest forurenende i verden, kun overgået af olieindustrien. Hvert år produceres der på verdensplan 150 milliarder stykker beklædning. Danskerne, og desværre særligt kvinderne, køber mere tøj sammenlignet med resten af verden og vi smider i gennemsnit 5 kg tøj ud om året. Derudover anslår konsulentbureauet Mckinsey at det ikke er ualmindeligt, at de helt billige beklædningsgenstande højst bliver brugt syv-otte gange, hvis de overhovedet bliver brugt. Det er ikke kun det store forbrug, der skader vores klode, det er ligeså meget produktionen, emballagen og den “gratis” fragt, der tæller med i det foruroligende regnskab. Den største påvirkning sker i brugsfasen. Som (for)bruger har vi muligheden for at gøre en stor forskel, ved at være vores ansvar bevidst. Vi skal passe på kloden for at passe på menneskets eksistens, for i grunden kan naturen sagens leve videre uden os. Så længere forbrugerne er der, så længe vil masseproduktionen og Fast Fashion eksistere.

Tøjmarkedet er ved at være mættet. ressourcerne er ikke som de har været og vores klædeskabe er fyldte som aldrig før. Dette giver anledning til tøj-indsamling og genanvendelse fra diverse brand, - for hvordan skal der ellers blive plads til nyt? Forbruget i deres øjne må endelig ikke gå i stå. Dette afspejles i det voksende antal af kollektioner. Tidligere udkom der 2-4 tøjkollektioner om året. I dag udkommer der op til 24 kollektioner årligt. Tøj er blevet en forbrugsvare, som vi køber og skiller os af med efter kort tid. Vi er gået fra at være brugere af tøj, til at være overforbrugere i et ukritisk køb-og-smidvæk-samfund. Dette skyldes isærdeleshed reklamebranchen, som får os til at tro på at vores liv bliver bedre gennem forbrug. Vi vil gerne ligne alle andre i jagten efter lykke. Når mode og tendenser hele tiden skifter er det svært at følge med.

Tøjspild dækker over alle de ressourcer, der spildes i forbindelse med både produktion og forbrug af tøj. Og alt det tøj, der ender i skraldespanden, før det er slidt op, går af mode eller er af for dårlig kvalitet, og derfor hurtigt går i stykker eller går ud af facon. Eller bare bliver overflødigt, fordi vi køber meget mere tøj, end vi har brug for. De seneste år er en række initiativer opstået i kampen for at minimere tøjspild, herunder Slow Fashion bevægelsen. Og så er gamle husmoderråd, reparation og det at give gammelt tøj nyt liv kommet på mode med udtrykkende up-cycling, re-cycling, Zero waste og down-cycling. Under overfladen og i sub-kulutrer bevæger samfundet sig hen imod en brug-og-genbrug-kultur, men det går desværre alt for langsomt.

Ovenstående tekst indeholder oplysninger fra artikler skrevet af Røde Kors, Faktalink og Tænk.

Min PERSONLIGE oplevelse med
UNIKA kontra MASSEPRODUKTION

Kunsthåndværket jeg udfører i dag står i kontrast til den industrielle masseproduktion jeg oplevede, da jeg arbejdede i modebranchen. Som designer brugte jeg en stor del af min tid foran computeren, hvor jeg forklarede syerske i udlandet, hvordan et produkt skulle syes i flere tusinde oplag. Jeg savnede at have hands on på hele processen fra design til produktion, og at arbejde med unika produkter med en mere bevidst og bæredygtig tankegang. Sandheden er, at der IKKE findes bæredygtigt tøj, i så fald skulle vi intet producere.

Gennem leverandørbesøg blev jeg overrasket over hvor meget kemi, der anvendes til at farve tekstilerne, og hvor meget der sidder tilbage. Jeg oplevede også, hvordan medarbejderne på fabrikkerne, sad med den samme arbejdsopgave hver eneste dag, som et resultat af mange års effektivisering. Det kan diskuteres om det er et meningsfuldt og bæredygtigt arbejdsliv, at sidde og sy knapper i tøj en hel dage, fordi det er effektivt. Og om det er unikt, at 300.000 mennesker i verden går rundt i den samme bluse. Vi kan finde vores egne svar på ovenstående ved at stille os spørgmålene; hvordan ville jeg selv have det med en rutinepræget arbejdsopgave, hvor meget unik beklædning, er der i mit eget klædeskab, hvor meget tøj køber jeg til mig selv og familie om året, og hvilke personer vælger jeg at støtte økonomisk med mit (over)forbrug?

På grund af den store outsourcing og distance, har vi glemt at der sidder rigtige mennesker og betjener maskinerne. Det er tidskrævende og hårdt at sy beklædning. Tøjet vi køber opstår ikke ud af ingenting, derfor er det så vigtigt at vi fra barnsben lærer at (for) bruge bæredygtigt bevidst og passe godt på produkterne vi køber. Når jeg vælger at kalde det bevidsthed, er det fordi vi aldrig vil kunne opnå 100 % bæredygtighed i verden og slet ikke i modebranchen. Bæredygtighed er et udtryk for et slid på naturgrundlaget. I princippet kan man forestille sig, at jæger- og samlerkulturer kan udnytte naturen med 100% bæredygtighed. I den modsatte ende af skalaen findes teknologier og kulturer, som nedslider naturen i en grad, så mennesket hele tiden må flytte for at finde nye ressourcer. 100 % bæredygtighed ville derfor kræve at vi stoppede helt med at producere, hvilket i sig selv ikke er særligt bæredygtigt, fordi mennesket på sigt ville sulte, fryse og mangle arbejde i det samfund vi har udviklet. Et produkt kan af samme grund ikke kaldes for bæredygtigt men højst bæredygtigt bevidst. Derfor er bæredygtighedsbegrebet så svært at arbejde med og forstå som (for)bruger. Jeg er ingen ekspert, men jeg ved en del om tekstilbranchen i kraft af min erfaring, uddannelse og egne handlemønstre. Danmark er rigeligt dækket ind de næste mange år, hvad angår ejerskab af masseproduceret tøj. Det kræver blot et kig i vores eget klædeskab og mængderne af tøj vi afleverer til genbrug og til forbrænding.

Tekstiler har nærmest ingen værdi, fordi vi betragter det sådan, og det er desværre minimalt, hvad der er muligt at genanvende, dels fordi fibrene mister styrke for hver gang de genanvendes og dels fordi vi blander alt for mange materialer og fibre med hinanden, der gør det svært at genanvende. Nu skriver jeg vi, men i grunden er det kun producenterne, der kan gøre en forskel i den sammenhæng. Indtil videre er der alt for få der arbejder intensivt med genanvendelse, fordi virksomhederne vurdere, at det ikke kan betale sig. De gør det mest fordi de ved, det virker godt i branding sammenhæng. Sandheden er at det er langt nemmere og billigere at købe nyt. Jeg har desværre ikke svaret på om det er mest bæredygtigt at forlænge tekstilets livscyklus eller omdanne fibrene i en ressourcetung gendannelsesproces med mindre holdbarhed. Derfor er det et spørgsmål om mængden, livscyklussen og om at have en bevidst tankegang, som spørger; hvad er behovet, hvordan er produktet produceret, hvem står bag, hvordan kan det vedligeholdes eller genanvendes, og hvorfor giver produktet mening for mig, for andre og på lang sigt? Spørgsmålene kan stilles af samfundet, virksomheden og af forbrugeren. I sidste ende er det sidstnævnte, der sætter dagsordenen fordi efterspørgsel fremmer udbudet og dagsordenen - skulle man tro. Men vi er blot vane mennesker af den tid vi lever i. Derfor er synergien så vigtig mellem de forskellige instanser. Politkerne har mulighederne for at ændre på vores vaner, men det kræver vi erkender, at vi har svært ved at ændre dem på egen hånd. Vi bliver nødt til at tænke langsigtet og løfte ansvaret sammen, og gå på kompromis med vores hidtige levestandard.

Bæredygtighed er ikke ku. at:
- købe økologisk dyrket bomuld
- vaske på 30 grader
- tekstiler produceret af genanvendte plastikflasker
- syerskerne, der får pauser og en fair løn
- genbrugstøj
- Certificeringer
- produktion med vedvarrende vindenergi
- stofposer frem for plastikpose
- støtte det lokale
- fragte med skib fremfor fly
- udlede mindre Co2 og hvad der ellers betegnes som bæredygtigt.

Bæredygtighed skal betragtes som en helhed med kompromisser. Et produkt kan være produceret i genanvendte fibre, men hvis det kun anvendes én gang eller materialet får en kortere holdbarhed, hvor bæredygtigt er det så?

I stedet for at producere og købe nyt, skal vi blive bedre til at anvende og værne om de resourcer, vi allerede har produceret eller i det mindste producere kvalitetsbevidst. Vi skal skabe produkter, der kan holde længe og som er billigere at reparere end at købe fra ny. Man skulle tro det var en en selvfølge, men sådan er virkeligheden desværre bare ikke. Det var den lige efter krigstiden, hvor ressourcerne var knappe og der ikke var et valg, men i dag står vi i den helt omvendte verden med et stort overflod, hvor vi har et valg. Den hurtige masseproduktion og de omskiftelige tendenser har afledt et utålmodigt samfund. Når vi ser et interessant produkt, vil vi have det lige nu og her, og ikke i morgen, og det skal være så billigt som muligt - gerne 2 for 1 pris med gratis forsendelse/returnering og en lille gave med. Men alt håndværk tager tid og energi , hvis det vel og mærke skal gøres ordenligt og mennesket bag skal være med i det.

Hvis det er for billigt til at være sandt, er det fordi det er det.

Forestil dig en verden, hvor Black friday, udsalg, outlet og tilbud ikke fandtes, hvordan ville verden blive, og hvordan ville det påvirke de produkter vi producere? Et produkt bør koste den tid det tager at lave, uanset hvor vi verden det produceres. Tænk hvis det at købe mindre og bedre, kunne afledte et kvalitetsbevidst samfund, hvor vi arbejder mindre og er mindre stressede fordi vi ikke hele tiden vil tjene penge til at købe nyt nyt nyt og opretholde vores ekslusive livstil med en stor bil, villa og årlige rejser? Hvad giver os retten til at eje ting som i liges godt kunne være fælles eje? Jeg ved ikke om samfundet ville blive et bedre sted at være, men det er en vild tanke. Alting hænger sammen.

Som tekstilkunstner og syerske i Danmark, kan jeg ikke konkurrere med de lave og udenlandske produktionslønninger, vi er blevet vant til i butikkerne. Et håndværk tager tid, hvilket er kostbart i et samfund, hvor tid og energi er gået hen og blevet en dyrebar mangelvare.
Kreative ildsjæle og kunsthåndværkere spørges tit “men kan du leve af at være kreativ?”, og desværre er det et få talt, der kan svare ja. Hvis vi i højere grad begyndte at investere i unika produkter produceret af kunsthåndværkere eller producerede selv, fremfor at støtte de billige mastodonter, der mest tænker på profit og store kvantiteter, fremfor kvalitet, ville spørgsmålet i mindre grad være aktuelt. Hvis tendensen fortsætter ser vi et samfund, hvor der kun findes få og kæmpe virksomheder, der sidder på magten, med en masse rutinerede arbejdsmyre under sig, der ikke har et andet valg.

Vi skal spille med og ikke mod hinanden med et fælles mål om at empati og fællesskab er det vigtigste.

Min agenda er at redefinere håndarbejdet og at gøre en forskel i tekstilbranchen sammen med andre. Langt de fleste har taget et sy-kørekort i folkeskolen, men et fåtal har holdt det ved lige. De kreative fag betragtes som useriøse sidefag og desværre langtfra ligeså vigtige og brugbare som f.eks. dansk og matematik. Dette kan være med til at aflede et samfund, der prioritere nyt fremfor reparation, og som har en urealistisk idé om, hvad tøj bør koste. Vi passer automatisk bedre på de produkter vi selv har produceret, fordi vi ved hvor lang tid og hvor meget energi vi har lagt i det. Når vi køber et færdigproduceret produkt har vi ingen fornemmelse af dette, vi kommer til at tro at tøjet vokser på træerne - men det gør det ikke. Produkterne får ingen betydning for os, og de kan let erstattes.

Det skal føles rigtig at investere i mine værker, på en sådan måde, at det er et gardin man vil passe på og holde af over lang tid. Drømmescenarie er at gardinet går i arv, repareres, sælges på ny eller forlænges med nyt stof. Det er i brugsfasen den største forskel ligger, hvis vi vil værne om ressourcerne og komme masseproduktionen til livs. Jo færre produkter vi køber, jo mindre skal vi producere.

Billederne på denne side er fra tre leverandørbesøg, jeg dokumenterede med fotos dengang jeg arbejdede og studerende masseproduceret modetøj. Dokumentationen giver et lille indblik i en industriel tekstilproduktion i Istanbul, tilknyttet HogM, COS, Zara m.m.
Tekst og fotos må kun anvendes efter tilladelse fra mig (copyrights):

Det bæredygtige bevidste valg

På de konventionelle (ikke-økologiske) bomuldsmarker bruger bønderne sprøjtemidler mod ukrudt og skadedyr. Kemikalierne siver ned i grundvandet, og i slutproduktet – tøjet. Tekstilerne har stadig rester af kemikalier fra de forskellige led i produktionen, når det hænger i de danske butikker. Derfor er det vigtigt at vaske tøjet 3 gange, inden det tages i brug.

Samarbejdspartner
Donation af kasserede tekstiler

Udover at jeg selv indsamler og køber brugte tekstiler til mine kunstgardiner, har jeg indgået et samarbejde med virksomheden Trasborg.

Trasborg blev etableret i 1917 og er i dag det førende firma i Skandinavien, inden for sortering af brugt dansk beklædning. Ved firmaets start fokuserede virksomheden på køb og salg af pudseklude, uld og dyner og i mindre grad på indsamling af genbrugstøj. Familievirksomheden har siden undergået en stor udvikling og ledes i dag af Steen Trasborg, der er tredje generation af Trasborg. Virksomheden er en ambition om at bidrage bidrage til en bæredygtig udvikling, som er mere aktuel end nogensinde.
Trasborgs målsætning er Zero Waste.

Steens højre hånd Ergün Arkin er produktionsdirektør og har mere end 30 års erfaring inden for genforædling af tøj.
Ergün og hans team af engagerede medarbejdere, står for den daglige håndtering af genbrugstøjet, fra det ankommer i virksomheden til det sendes afsted til den endelige destination.

Jeg sætter stor pris på at en stor virksomhed som Trasborg, har lyst og mod på at støtte mit projekt.
Stor respekt til Steen, Ergün og teamet bag for deres arbejde og åbenhed. Tak for at inviterer mig indenfor.

VIRKSOMHEDSBESØG
Trasborg har doneret tekstiler herunder; tøj, lagner, stofrester og sengetøj. I den forbindelse fik jeg lov til at se og høre om virksomheden, hvorefter jeg selv kunne udvælge tekstiler til mine projekter Medarbejderne var hjemsendt på grund af Corona nedlukningen, derfor var der helt stille og tomt i sorteringsrummet under mit besøg. Det var virkelig spændende at høre, hvor stort et arbejde det er, at sortere alt tøjet vi ikke længere vil eje. Jeg har fotograferet dele af processen herunder:

SORTERING AF GENBRUGSTØJ HOS TRASBORG
Tøjet/tekstilerne kommer fra de indsamlingscontainere, som står rundt omkring i hele Danmark. Disse tømmes af Trasborgs egne chauffører hvorefter tekstilerne fragtes til hovedsædet i Tåstrup. Ofte indlevere borgere deres brugte tekstiler i store plastiksætte.
Disse åbnes og grov sorteres manuelt i tøj og sko. Trasborg tager sig kun af tøj, og helst uden tydelig slid og snavs. Herefter rulles tøjet op ad en rullebånd, hvor medarbejderne står fordelt. Medarbejderne sorterer i herreskjorter, sokker, husholdningsartikler m.m. Hvert stykke tøj kommer som minimum gennem 2 personers hænder. Medarbejderne sorterer også tøjet ud fra farver, kvalitet, mode og ønsker fra kunderne. Trasborg anvender maskiner til balling, som betyder at tøjet presses, så der er plads til så meget som muligt i containeren eller lastbilen. Kvalitetstøjet (f.eks. tøj med prismærker) sorteres til genbrugsbutikkerne. Resten sælges videre til ind -eller udland, men da tekstiler har en meget lav værdi i vores samfund, er beløbet småt, vi taler om få ører. Cirka 5 procent af tøjet, kan ikke bruges. Det bliver destrueret og omdannet til energi, det vil sige brændt. Som hovedregel er det forbudt at afbrænde tekstiler i Danmark, med mindre der ikke er en anden udvej.

Det indsamlede tøjet sælges som sagt til udlandet, hvor det blandt andet sælges på markeder, noget ender som pudseklude til biler, hvis ikke det ender i de danske genbrugsbutikker eller i mine gardiner. Selvom tøjet er ude af øje og ude af sind, forsvinder det ikke.

Da metervarerne vi anvender i dag er blandingsprodukter, f.eks. 98 % bomuldsfibre (plante) blandet med 2 % elastan (plastik), og tøj består af flere slags dele (lynlås, knapper, plastik tråd etc), er det nærmest umuligt at genanvende tøjet, som det ser ud i dag. Det er ikke ligesom rene metaller, som kan omsmeltes og genanvendes på ny. Det er dog muligt at omdanne tekstilerne til nye fibre/metervare, men det er så dyrt at det på ingen måde kan svare sig i forhold til at producere/købe nyt, desværre. Dertil er genanvendte materialer mindre holdbare end nye på grund af naturligt slid. Det mest bæredygtige er derfor at passe på det tøj vi allerede ejer.

Eksport og donation:

Kilde: Fortolkning af Trasborg’s hjemmeside og info fra virksomhedsbesøget.

Fra vugge til krav // Vugge til vugge